Gå til indhold
katrine-steenberg-marketing

5 grunde til, at du skal lave en FAQ på din hjemmeside (selvom det er møgkedeligt)


Forfatter:
Katrine S. Lund


Dato: 
4. februar 2025


Læsetid:
5-6 minutter

Hvis du er tekstforfatter, vil du nok hellere vælte på cykel end at skrive en FAQ.

Jeg forstår dig godt.

Det er ikke jo ligefrem den sjoveste tekst at skrive.

Man har altid lyst til at skyde den til næste uge. Og når man så kommer til næste uge, så skyder man den til næste måned.

Pludselig blev det påske, og man sidder og tænker: “Jeg vil faktisk hellere drikke Gammel Dansk og spise stødkogte æg end at skrive den der spørgsmål-svar-tekst”

Men, vi kommer ikke uden om det.

Der er mange gode grunde til at få lavet en FAQ – her får du 5 af dem:

 

#1: Du hjælper hurtigt dine kunder videre

Og det er noget, der giver pluspoint på servicekontoen. For så slipper de for at bruge tid på at bakse med jeres kundeservice.

 

#2: Du kommer til at fremstå som ekspert

 En skarp FAQ viser, at du forstår dine kunder, og at du rent faktisk har styr på skidtet. Du kommer til at fremstå som en troværdig og tillidsfuld biks, som man har lyst til at smide penge efter.

 

#3: Du gør det nemmere for dine kunder at købe

 Der skal ikke meget irritation til, før dine kunder forlader din side i arrigskab (og i værste fald ræser over til konkurrenten). En FAQ kan være afgørende for, om dine kunder bliver hængende på din side.

 

#4: Du letter trykket på jeres kundeservice

 Der vil altid være kunder, der rækker ud til jer – men en FAQ kan sørge for, at der kommer knap så mange ind. Det frigiver både tid og glæde (!?!) over ikke at skulle besvare de samme spørgsmål igen og igen.

 

#5: Du styrker jeres SEO på hjemmesiden

Hvis der er noget, der kan ophidse søgemaskinerne, så er det relevant indhold, der hjælper brugerne videre. Så din FAQ er altså også med til at styrke jeres SEO-indsats på den lange bane.


Konklusionen må være, at alle bliver glade, når du skriver en FAQ – kunderne, søgemaskinerne, kundeservice, bundlinjen.

Du er den eneste, der ikke er glad. For det er dig, der skal skrive den.

💡 Men pro-tip herfra: Det hjælper, hvis du kører til bageren først.