
Hvad "How I Met Your Mother" kan lære dig om at prioritere på dit arbejde
Forfatter:
Katrine S. Lund
Dato:
29. august 2024
Læsetid:
5-6 minutter
Jeg er gået i gang med at se TV-serien "How I Met Your Mother".
Igen.
Det er en fænomenal serie, hvis du spørger mig. Og ikke nok med, at den er vanvittigt underholdende, så indeholder den også mange gode fifs, som kan overføres direkte til arbejdslivet.
Her kommer en af dem.
The Lemon Law (citron-reglen) 🍋
Denne regel er udtænkt af Barney Stinson, og præsenteres i episoden "The Dual" (S1.E8). Formålet med reglen er at undgå at bruge unødvendig tid på en date, der alligevel ikke fører nogen vegne.
Citron-reglen giver derfor begge parter mulighed for at aflyse daten inden for de første 5 minutter. Helt uden konsekvenser eller hard feelings.
Smart, ikke?
For lad os bare være ærlige - vi har alle været der. Efter 4 minutter kommer det tilfældigvis frem, at han ikke kan lide hunde. Totalt dealbreaker.
Og så gider man da ikke bruge yderligere 2,5 time på at spankulere rundt i Mølleparken, mens man høfligt virker interesseret i samtalen.
Så i stedet bruger man citron-reglen.
På hvilke områder kan man bruge citron-reglen på sit arbejde?
Citron-reglen kan sagtens hives med over i erhvervslivet. Faktisk vil jeg vove den påstand, at den kan bruges i mange forskellige arbejdssituationer.
Når du skal til jobsamtale. Når du skal indgå et nyt professionelt samarbejde. Når du skal til møde.
Det kræver selvfølgelig, at man skaber en god kultur for, hvordan man trækker citron-reglen op af lommen. Ellers kan det godt virke lidt offensivt, hvis man rejser sig op til et møde efter 47 sekunder og siger:
"Jeg bruger lige citron-reglen, for det her møde er røvsygt og har intet med mig at gøre".
Den går ikke.
Man bliver nødt til at lave en aftale med sine kollegaer om, hvornår man kan bruge reglen, og hvordan det skal kommunikeres.
Først når det er plads, kan man gå i gang med at bruge reglen.
Hvordan bruger man så reglen?
Helt lavpraktisk kan du bruge den sådan her:
- Når du sidder med til et 3-timers langt møde, som du ikke burde være en del af.
- Når du er gået i gang med et webinar, som alligevel ikke var det, du ledte efter.
- Når du er med i en netværksgruppe, som ikke længere giver dig værdi.
- Når du sidder midt i en jobsamtale, og du kan mærke, at det overhovedet ikke er noget for dig.
Så siger du - enten til dig selv, eller dem du er i rum med: "Nu bruger jeg citron-reglen" eller "Det her er ikke noget for mig alligevel, skal vi ikke bare stoppe her?"
Altså:
Du siger det, som det er – på en pæn måde.
Hvorfor skal man bruge citron-reglen?
Formålet med at bruge reglen er at blive mere selektiv i forhold til, hvordan vi bruger vores arbejdstid – og at skabe en kultur, hvor det er okay at melde fra på ting, der ikke giver mening eller værdi.
Man kan ofte komme til at bruge sin arbejdstid på alt mulig bras, fordi "sådan plejer vi jo at gøre" eller fordi "nu er jeg her alligevel".
Det er både demotiverende og ineffektivt – i hvert fald for mig.
Du kan jo bruge reglen, hvis du synes om den, og ellers smider du den bare ud til højre.